Gå til hovedindhold

Renovering af klimaskærm – Kystparken i Rønne

Projektresumé:

Renovering og energimæssig opgradering af klimaskærmen på 35 boliger i Kystparken, Rønne

Periode:

2025-2026

Bygherre:

Boligkontoret Danmark

Rådgivning:

Totalrådgivning

Entrepriseform:

Hovedentreprise

Projektbeskrivelse

Kystparken 1-17 i Rønne består af 35 boliger fordelt på tre etager samt en beboet tagetage. Den kystnære placering udsætter bebyggelsen for betydelige påvirkninger fra vind, slagregn og saltholdigt miljø, og der var konstateret vand- og luftindtrængning omkring vinduer og altanpartier samt mangelfuld tæthed i de lette facadepartier.

Renoveringen omfatter udskiftning af vinduer, altandøre og større sammensatte facadepartier samt renovering af de tilhørende lette facadepartier. De nye elementer udføres som energieffektive træ/alu-elementer, mens isoleringen i de lette facadepartier forbedres med højisolerende isoleringsmaterialer.

Samtidig forbedres konstruktionernes luft- og vindtæthed med ny isolering, tætningsbånd og facadeplader. Det reducerer varmetabet og risikoen for kuldebroer og fugtskader. Materialer, overfladebehandlinger og samlingsdetaljer er tilpasset de særlige påvirkninger fra det kystnære miljø.

Som totalrådgiver har vi varetaget projektet fra indledende undersøgelser og registrering af eksisterende forhold til projektering, udbud, kontrahering og udførelse. Rådgivningen omfattede blandt andet miljøscreening, destruktive undersøgelser, tegnings- og udbudsmateriale samt byggeledelse, fagtilsyn, økonomi- og tidsopfølgning.

En særlig udfordring har været indpasningen af de nye elementer i de eksisterende konstruktioner, hvor de faktiske forhold flere steder først kunne verificeres ved åbning. Det krævede grundige forundersøgelser, detailprojektering af kritiske samlinger samt løbende tilpasning under udførelsen.

Projektet forventes afleveret i oktober 2026.