Gå til hovedindhold

Kunstgræsbane Karlslunde Stadion

Projektresumé:

Etablering af ny kunstgræsbane på Karlslunde Stadion med tilskuerfaciliteter og LED-belysning.

Periode:

2025-2026

Bygherre:

Greve Kommune

Rådgivning:

Totalrådgivning

Entrepriseform:

Fagentreprise

Projektbeskrivelse

Projektet omfatter etablering af et nyt kunstgræsanlæg på en eksisterende græsbane på Karlslunde Stadion. Anlægget er projekteret som en ”byg ovenpå”-løsning, hvor den nye bane er etableret med udgangspunkt i det eksisterende terræn. Opbygningen er projekteret med fokus på at minimere risikoen for sætninger uden at bortgrave det eksisterende muldlag.

Kunstgræssystemet er udført som et 3. generationssystem med TPE (Thermoplastic Elastomer) som performance-infill.

Omkring banen er der etableret tilskuerrækværk, og langs den ene langside er der udført flisebelægning til ophold for tilskuere. Baneanlægget er desuden forsynet med et 125/250 lux LED-lysanlæg med LO-gitre, som reducerer lysspredningen mod de omkringliggende boliger.

Formålet med projektet har været at skabe en slidstærk kunstgræsbane, som kan anvendes året rundt og samtidig understøtter klubbens sportslige ambitioner og behov for gode tilskuerfaciliteter.

Vi har leveret rådgivning gennem alle projektets faser. I myndighedsfasen omfattede arbejdet blandt andet ansøgning om byggetilladelse, nedsivnings- og tilslutningstilladelse samt VVM-screening.

I projekterings- og udbudsfasen blev anlægget udviklet i tæt dialog med kommunen og brugerne, så de tekniske løsninger, økonomien og brugernes ønsker blev samlet i ét sammenhængende projekt. På den baggrund blev der udarbejdet et samlet udbudsmateriale og gennemført entreprenørvalg.

Under udførelsen har vi varetaget fagtilsyn, byggemøder og koordinering mellem entreprenører, kommune og brugere frem til den endelige aflevering.

En særlig udfordring opstod i forbindelse med banens nødoverløb. Det forventede tilslutningspunkt til regnvandssystemet viste sig ved prøvegravning at være lukket med beton i forbindelse med et tidligere kloakprojekt. Løsningen blev derfor etablering af en ny afløbsledning frem til det oprindelige afvandingspunkt.

Som totalrådgiver har vi haft fokus på at samle kommunens og brugernes ønsker i en teknisk og økonomisk robust løsning med gode rammer for både spillere og tilskuere.