Gå til hovedindhold

2.000 års historie under nye kunstgræsbaner

Det er ikke hver dag, at et af vores anlægsprojekter starter med en større arkæologisk udgravning. Forud for etablering af to nye kunstgræsbaner i Allerød gennemførte Museum Nordsjælland en arkæologisk forundersøgelse. Den viste omfattende spor efter tidligere bosættelser – blandt andet 18 huse, en kælder, kogestensgruber og stolpehuller. Fundene kan være en del af en større jernalderbebyggelse og tegner til at være blandt de mere omfattende bopladsspor, der er fundet i området. Nu går arkæologerne i gang med en mere omfattende undersøgelse, hvor omkring 270 jordprøver skal analyseres. Som rådgivende ingeniører på projektet bliver arkæologien også en del af den videre planlægning og koordinering af anlægsarbejdet i tæt samspil mellem myndigheder, arkæologer og entreprenør. Nu bliver det interessant at se, hvad der gemmer sig i de næste lag. Men der går lidt tid før første kamp på banerne kan fløjtes i gang.