Der bygges 71 familieboliger på en af ’boligøerne’ på den grønne fælled i Trylleskov Strand. Projektet udmærker sig ved, at det organiserer bebyggelsen omkring bilfri opholdsgader og lægger parkeringen ud langs boligøens kanter.
Bebyggelsens markante planfigur danner fire bilfri opholdsgader, der mødes i boligøens centrale torv. Bebyggelsen får på den måde karakter af en lille by på en ø.
Bebyggelsen er tættest og højest i midten og lavest og mere åben ved boligøens kant.
Bygningens facadespring og forskydninger sammen med den varierende højde mellem to og tre etager, danner et forløb af skiftende rumdannelser i boliggaderne.
Samlet har vi med enkle midler opnået at skabe et nutidigt og varieret kvalitetsbyggeri med gode rumdannelser og en inciterende stoflighed.
Boligerne ligger i to og tre etager omkring de intime gaderum. Halvprivate kantzoner langs bygningerne inviterer til udeophold og kontakt med omkringboende og forbipasserende.
Bebyggelsen giver et bredt boligudbud med etrums-, torums-, trerums- og firerumsboliger med arealer fra 44 m² til 113 m². Der er i projektet lagt stor vægt på at indrette flest mulige boliger med god tilgængelighed, sådan at de vil kunne bruges af personer med et bevægelseshandicap.