Skip to main content

Nyt vandværk, Gilleleje Vandværk

Projektresumé:

Nyt vandværk i Bregnerød for Gilleleje Vandværk. Moderne og bæredygtigt byggeri med nyeste teknologi

Periode:

2019-2025

Bygherre:

Gilleleje Vandværk

Entrepriseform:

Totalentreprise

Projektbeskrivelse

Et nyt vandværk er opført i Bregnerød for Gilleleje Vandværk. Det nye vandværk skal erstatte det eksisterende Bregnerød og Firhøj Vandværk. På Kastanie Allé skal tankkapaciteten og udpumpningen også overtages. Det nye vandværk opføres på en højere ubebygget grund, som skaber rammer for en moderne konstruktion. Der bruges nyeste teknologi med fokus på bæredygtighed og levering af drikkevand af høj kvalitet. I forbindelse med modernitet, bliver driften fuldautomatisk med online målinger. Bygningens design blender ind med omgivelserne og kan vises frem med stolthed, uden at projektet er ekstravagant og uøkonomisk.

Opgaven, der består i opføring af 784 m² vandværk med produktion på 2 x 200 m³/t samt 566 m² bygningsareal, udgøres af forskellige dele, som totalentreprenøren Silhorko-Eurowater A/S står for. Udover vandværksbygningen, etableres proces- og maskinanlæg, el-anlæg, SRO-anlæg, indhentes diverse tilladelser etc. Vi står for teknisk rådgivning og bistand under hele byggeforløbet.

Grundet størrelsen på projektet berøres mange områder. Tilladelser som lokalplanen, §21-ansøgning, udledningstilladelser for både filterskylle- og spildevand, VVM-screening m.m. er en del af projektet. Desuden har Landbrugsstyrelsen ophævet landbrugspligten og erklæret grunden til erhvervsjord.

Selve vandværket opføres med en proceshal, administrationsafdeling, garage/værksted, samt et rørlager. Der er tilbudt lukkede beluftnings-/afblæsningstanke, trykfiltre og overjordiske rustfri ståltanke til rent-vand. Der bliver mulighed for etablering af solceller for energioptimering og kulfiltre i fremtiden, hvis forurening skulle hænde.

Grundet projektets omfang er det en udfordrende opgave. Det nye vandværk skal erstatte flere eksisterende vandværker, være arkitektonisk tilfredstillende, moderne både i inter- og eksteriør, økonomisk fornuftig og indeholde potentielle bæredygtige løsninger og opgraderinger i fremtiden.