Nyt klubhus for Helsingør Salonskytte Forening
Helsingør Salonskytte Forening har fået et nyt, moderne klubhus på 660 m², der kombinerer sportslige og sociale faciliteter. Bygningen rummer 16 avancerede indendørs skydebaner på 15 meter, opført efter ISSF-standarder, samt administrative og sociale områder skræddersyet til foreningens behov.
Klubhuset er opført i mursten med et stilrent og tidløst design, der passer ind i det omgivende bymiljø. For at understøtte fremtidig vækst er bygningen forberedt til 12 udendørs skydebaner på 50 meter.
Inden byggeriet gennemførte DJ Miljø & Geoteknik P/S omfattende miljøundersøgelser, herunder en VVM-undersøgelse, for at sikre projektets bæredygtighed og overholdelse af miljøkrav.
Projektet blev gennemført som totalentreprise i tæt samarbejde med Helsingør Kommune, Lundbæk & Hansen Bygningsforbedring A/S, IC Arkitekter A/S, Terkel Pedersen Rådgivende Ingeniører ApS og os som bygherrerådgiver.
Vi har deltaget fra de indledende designfaser til den endelige færdiggørelse med fokus på kvalitetssikring og fremdrift gennem løbende tilsyn og rådgivning.